14 Livet i havet


Se præsentation

Tre fjerdedele af Jorden er dækket af vand. 2,5% er ferskvand, men det allermeste er hav. De dybe dele af havet er klodens mindst udforskede områder. Hvad skjuler der sig langt dernede? Hvilke former for liv har vi ikke opdaget endnu? Det, vi i hvert fald ved med sikkerhed, er, at mennesker har gjort brug af ressourcerne i have og søer, men ikke været lige så gode til at tage vare på disse blå skatkamre.

I praksis bliver havet brugt som en kæmpestor losseplads. Ifølge FN’s miljøprogram havner otte millioner tons plast i havet hvert år. Plast er blevet en stor trussel mod fisk, fugle og andre dyr, som lever i eller nær havet. Verdensmål 14 lyder, at staterne skal bevare og bruge havet og de maritime ressourcer på en måde, som fremmer bæredygtig udvikling. At reducere havforurening, undgå at fiske mere end de tilladte kvoter og værne om havets økosystemer er vigtige tiltag for både staterne og erhvervslivet. Det er et område, hvor internationalt samarbejde er afgørende. Men det er også væsentligt, at du og jeg bliver mere bevidste om, hvor vigtigt det er at værne om livet i havet og at handle ud fra det.

Teologisk refleksion

”Her er det store og vidstrakte hav, med sit mylder, umuligt at tælle, både små og store dyr!… Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid” (Salme 104, 25-27). Sådan beskriver Bibelen livet i havet. Først som en rig mangfoldighed vrimlende af liv langt ud over det, mennesker ved eller kan forestille sig. Dernæst som en arena for Guds omsorg. Gud er livgiveren overalt i skaberværket:

Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort og kan hans magt bevise.

Livet handler om mere end mennesker. Vort liv er vævet ind i en sammenhæng, som er meget større end os selv.

Vor moderne tankegang kan få os til at opfatte det ukendte som uvigtigt. Det, vi ikke kan se, behøver vi ikke at bekymre os om. Måske er det derfor, vi har fyldt havet med så meget affald, at livet i havet er truet. Eller vi har tænkt, at havet kun er interessant, hvis vi kan drage nytte af det. Så kan vi bare tømme det for ressourcer – raskt og effektivt.

Skabertroen fastholder, at alt liv har en værdi i sig selv, og at der ikke findes bæredygtigt forbrug uden bæredygtig forvaltning. Det gælder også livet i havet.

Spørgsmål

Citatet fra Salme 104 opfordrer til ærefrygt for livet i havet. Hvad kan grunden være til, at dette tema sjældent har fået opmærksomhed i den kristne forkyndelse?

Hvordan kan ærefrygt for livet i havet komme konkret til udtryk i kirke og i samfund?

Bøn

Gud, du som lodder havets dybder, tilgiv os, at vi forurener og ødelægger.
Giv os visdom og nye chancer til at lade bølgerne brydes og fiskene svømme frit,
og til at høste fra verdens have med klogskab og taknemmelighed.

Alt og alle i dine hænder, Gud.
Amen.

Udfordring

Hvordan kan I ændre jeres forbrug og daglige vaner for at reducere mængden af plastaffald i havet?

Kender I til virksomheder og andre, som I kan udfordre til at reducere deres bidrag til plastaffald i havet?

Salme

”Op, al den ting, som Gud har gjort.”
Hans Adolph Brorson, DDS 15

”Giv mig en dag ved havet.”
Mirian Due, Kirkesangbogen 929